Museernes udfordring
Ikke-brugernes opløftende udsagn om museernes værdi må selvfølgelig ikke
skygge for en anden vigtig pointe i Den Nationale Brugerundersøgelse: En
væsentlig del af befolkningen bruger ikke de danske museer i særlig stor
udstrækning. Sammensætningen af museernes besøgende afspejler ikke sam-
mensætningen af befolkningen, og hvis vi ønsker at museer fortsat skal spille en
rolle i udviklingen af demokratiet, er det vores opgave at få et større udsnit af
befolkningen til at besøge os. Den opgave er svær. Det er en stor udfordring at
gøre museer vedkommende for de mennesker, der enten ikke føler sig inddraget
og adresseret, eller som bare har lyst til at bruge deres tid på noget andet end at
gå på museum. På SMK griber vi udfordringen gennem tre typer af indsatser:
1) Ny viden
Vi arbejder ud fra en overbevisning om, at et større kendskab til ikke-bru-
gere er nøglen i arbejdet med at skabe en mere forskellig brugergruppe. Den
Nationale Brugerundersøgelse er et vigtigt redskab i det arbejde. Især i år,
hvor undersøgelsen har et specifikt fokus på de dele af befolkningen, der
ikke har besøgt et af landets museer inden for det seneste år. Indsatsen er
imidlertid kontinuerlig, og skal bidrage til, at museet hele tiden får input fra
de dele af befolkningen, vi normalt ikke er i berøring med.
2) Nye sammenhænge
Arbejdet med at udvikle diversitet og forskellighed på SMK handler i høj
grad om de aktiviteter, der foregår uden for museets adresse på Sølvgade i
København. På digitale platforme har vi en mulighed for at nå et stort antal
mennesker, der befinder sig langt væk fra museet både fysisk og mentalt,
hvilket gør den digitale formidling og tilgængeliggørelse af samlingen til et
kardinalpunkt i indsatsen. En drøm om at åbne en SMK-filial i Thy er på
samme måde et omdrejningspunkt, ikke mindst fordi drømmen har givet
museet en mulighed for at indgå i egentlige samtaler med nogle af de menne-
sker i Danmark, der er allerlængst væk fra museet.
3) Nye fællesskaber
Gennem arbejdet med bevidst snæversynede forløb og aktiviteter, har vi
igennem flere år inviteret nye brugere ind i nye fællesskaber på SMK.
Fællesskaberne kan være vidt forskellige, men deres fælles udgangspunkt
er, at de har afsæt i én specifik brugergruppes liv og behov, og at museets
samling og ramme bruges til at imødekomme dette behov. Arbejdet har taget
form som fx det åbne mødested SMK KOM, hvor alle interesserede bruger
museets samling som afsæt for at lære dansk, eller som SMK Fridays, hvor
museet og museets samling er udgangspunkt for en social begivenhed for de
mennesker, der er i landets hovedstad en fredag aften.