Distinktionen mellem Web 1.0 og 2.0 kan forklares ved, hvordan man opfatter og anvender data eller
informationsindhold på; betegnelsen web 1.0 bruges retrospektivt om det, der kom før Web 2.0 og er
kendetegnet ved, at der var fokus på hjemmesider og præsentation og distribution af indhold, mens
det på Web 2.0 mere drejer sig om, hvordan dette indhold er struktureret og organiseret og i forlæn-
gelse heraf, hvordan brugerne selv, uden at være eksperter, kan være med til at forme og benytte ind-
holdet i forhold til personlige behov (Dohn & Johnsen, 2009, p.19).9 Som Nina Bonderup Dohn og Lars
Johnsen argumenterer for i bogen E-læring på Web 2.0, er der ikke så meget tale om nye teknologiske
produkter, men snarere om nye og mere brugerorienterede måder at anvende allerede kendte tekno-
logier på. Set fra en kommunikations- og læringsteoretisk vinkel drejer Web 2.0 ifølge forfatterne sig
først og fremmest om nye former for praksis, som er kendetegnet ved at være baseret på brugerdelta-
gelse, peer-evaluering og kollaborativ meningsproduktion samt ændrede holdninger til viden; at ’mas-
sernes’ viden kan være lige så troværdig som eksperternes og at deling af viden og distribueret ejer-
skab er blevet almindeligt og acceptabelt (Ibid.). Dette betyder også, at der i de nye praksisformer lig-
ger en implicit ændret forståelse af, hvad kommunikation, viden og læring er. Kommunikation ses
mindre som overførsel af information fra en afsender til en modtager og mere som en gensidig skabel-
se af mening gennem interaktion. Viden ses tilsvarende mindre som en tilstand hos det enkelte individ
og mere som anvendelse af information i nye sammenhænge eller som distribueret mellem forskellige
individer – for eksempel som netværk af individer der bidrager til Wikipedia. Læring bliver derfor
mere et spørgsmål om, at kunne være fleksibel og omstillingsparat gennem deltagelse frem for evnen
til at tilegne sig viden og færdigheder (Ibid.). På baggrund af O’Reilly og Dohn og Johnsens karakteri-
stik af Web 2.0 kan man i en noget forenklet form opstille følgende egenskaber, der adskiller Web 2.0
fra Web 1.0: