og amatørfotografer, børnefamilier, fotografer fra deres særudstillinger ville indtale korte podcasts,
hvilket ville give et bredt perspektiv og ikke kræve for mange ressourcer af lederen. Jeg vil i det føl-
gende kort sammenfatte de væsentligste pointer omkring teoriernes gyldighed i praksis og hvilke fak-
torer, der er de væsentligste for begge museer at forholde sig til.
7.3 SAMMENFATTENDE KOMMENTARER
Selvom de to museer adskiller sig meget fagligt og størrelsesmæssigt, har ingen af museerne endnu
udnyttet de nye IKT-muligheder tilstrækkeligt. Jeg har forsøgt at illustrere, hvordan begge museer kan
kommunikere flerstemmigt og differentieret til forskellige målgrupper ved at se på det digitale skel
som et middel til at skabe relationer og erfaringsudveksling mellem den digitale generation og de æl-
dre med færre IKT-kompetencer. Museernes hjemmesider er udelukkende transmittative i deres
kommunikationsform, hvilket må ændres til en mere dialogbaseret kommunikation, hvis museerne
skal følge med udviklingen. Ved at benytte Jens F. Jensens matrix over interaktionsbegrebet, viser der
sig flere former for interaktion, som kan benyttes som et konkret afsæt for udviklingen af oplevelser.
Som tidligere pointeret kan teorien bruges til at illustrere de to typer af interaktion, som på hver deres
måde er karakteristisk for Web 2.0. Både den registrerende og den konversationelle interaktion kan
opfattes som tilhørende kommunikationsparadigmet kommunikation som interaktion, men kun den
sidste skaber reelt interpersonelle relationer. Som jeg har nævnt, er jeg ikke selv stødt på særlig man-
ge museumshjemmesider, der har oplevelser, som understøtter denne interaktionsform. Da der i for-
hold til den digitale generations karakteristika og kompetencer er store kommunikative og lærings-
mæssige fordele ved en sådan interaktion, ville jeg gerne have udviklet løsningsforslag til museernes
hjemmesider, som baserede sig på denne type. Jeg må imidlertid sande, at teorien er svær at omsætte i
praksis, når museernes hjemmesider tilhører det modsatte paradigme kommunikation som transmissi-
on. Med udgangspunkt i de to museers kontekster vil det fungere bedre at udvikle interaktionsformen
til oplevelserne i de fysiske museer, hvor de kan understøttes af mobile IKT-enheder – som mine ek-
sempler med geocaching, fælles udvikling af podcasts eller med mobiltelefoner som middel til at tage
billeder, hvilket kunne skabe konversationel interaktion mellem brugere i grupper. Da jeg er enig med
Qvortrups pointe i, at det er fænomenerne uden for it, der skal forme brugen af teknologierne og ikke
omvendt, taler de to museers fænomener ikke umiddelbart for at udvikle wikier, virtuelle spil eller
sociale netværk, der vil kunne understøtte konversationel interaktion. Hvis museerne kan få skabt et
fællesskab omkring deres blogs og en større grad af brugerinddragelse, vil der måske senere hen vise
sig et fundament, hvor brugerne ville have lyst til at samarbejde omkring et fælles netværk. Ved den
konversationelle interaktion er både produktionen og distributionen af indhold kontrolleret af bru-
gerne, derfor kunne man som tidligere nævnt (kapitel 4.2.5) argumentere for, at museernes traditio-
nelle rolle som centralt styrende afsender er svær at slippe.