AF MIKKEL BOGH, DIREKTØR, OG LISE KORSGAARD,
VICEDIREKTØR OG KOMMUNIKATIONSCHEF, SMK
Årets undersøgelse af museernes ikke-brugere peger
på en fælles udfordring for museerne: For at kunne
udvikle vores demokratiske rolle og opgave, skal vi
i dialog med flere forskellige dele af befolkningen.
Opgaven er svær, men på SMK viser erfaringer, at
løsningen måske findes lige præcis der, hvor museer
er allerbedst.
”Museer er vildt vigtige”
Der er opbakning til landets museer. Ikke kun blandt de brugere, som indgår i
de seneste års publikumsrekorder, men også blandt de såkaldte ikke-brugere,
der deler en forståelse af, at kunst og kultur spiller en unik rolle i samfundet og
fællesskabet.
I Den Nationale Brugerundersøgelse fra 2018 siger en ikke-bruger, at ”museer
er vildt vigtige”. En anden supplerer: ”Selvfølgelig er museer vigtige! Det er
vores historie, og det skal man have en mulighed for at komme ind og se, hvis
det interesserer én. Det ville være helt forkert, hvis de ikke var der.” Udsag-
nene står ikke alene. 65 procent af alle danske ikke-brugere mener, at museer
har en samfundsmæssig betydning, og de giver udtryk for, at det er vigtigt eller
meget vigtigt, at vi har museer i Danmark. Ikke-brugerne ser det som en værdi,
at museer bevarer kulturarven, at museer bidrager til børns uddannelse, og at
museer har en betydning for andre mennesker i samfundet. Museer bliver set
som vigtige for vores fælles historie og samfund, med andre ord.