De af museets kerneydelser, brugerne vurderer højest, er – ligesom i 2017 – medarbejdernes venlighed og imødekommenhed efterfulgt af atmosfæren. De områder, brugerne vurderer lavest – og dermed er mindst tilfredse med – er muligheden for at deltage aktivt, formidling via brug af digitale medier samt brugeroplevelsen for børn.
Udstillingerne vurderes til 8,6 og er ubetinget den af museets kerneydelser, som har størst betydning for brugernes vurdering af den samlede museumsoplevelse. Det vil sige, at jo højere brugerne har vurderet udstillingerne, desto højere er brugernes samlede vurdering af besøget. Samme tendens var gældende i 2017.