Dette speciale tager udgangspunkt i den aktuelle debat om de danske museers fremtidige rolle i et samfund, hvor digitaliseringen har medført nye krav og forventninger fra politisk hold såvel som fra museernes brugere. De yngre museumsbrugere vokser op i et radikalt anderledes samfund end deres forældre, som udgør museernes nuværende kernebrugere. Samfundet har gennemgået en paradigmatisk udvikling og bliver betegnet som et postmodernistisk og hyperkomplekst videnssamfund, hvor den informationsteknologiske udvikling har ændret fundamentalt ved traditionelle kommunikationsog organisationsformer (Qvortup, 2000; Prensky, 2001; Castells, 2003; Tapscott, 2006). Med udviklingen af World Wide Web har vi fået en helt ny kommunikationsplatform, som i dag populært betegnes som ”Web 2.0”. Det er et helt nyt kommunikationsunivers, hvor traditionelle kommunikationsformer nedbrydes til fordel for horisontale netværk af distribuerede brugere, der interagerer, samarbejder og producerer ud fra en demokratisk, social og åben ideologi om at deltage til det fælles bedste (Castells, 2003). Webbet har tilført museerne et udvidet kommunikationsrum, men er samtidig medvirkende til at udfordre museernes autoritet og funktion. Hvordan skal museerne bruge webbet, hvem er webbrugerne, hvordan skal de kommunikere til disse digitale brugere, og hvilken funktion har webbet for museernes rolle?
Måske er det sådanne spørgsmål, der ligger til grund for de danske museers noget tilbageholdende anvendelse af webbet og af informations- og kommunikationsteknologier (IKT) sammenlignet med museer i eksempelvis USA, England og andre europæiske lande, hvor den digitale udvikling i mange tilfælde bliver anset som en oplagt mulighed for at udvide og forny relationerne og kommunikationen til brugerne og deres oplevelser af kulturarven. I to netop udkomne undersøgelser af de statslige og statsanerkendte museers brugere og webbrugere i Danmark fremgår det, at en tredjedel af befolkningen aldrig kommer på museum, en anden tredjedel kommer der sjældent, mens kun den sidste tredjedel af befolkningen benytter museernes hjemmesider.
De 14-29-årige, de såkaldte ”Digital Natives”, der er opvokset med internet (Prensky, 2001), er stadig den mindst repræsenterede brugergruppe på de danske museer og deres hjemmesider og samtidig den mindst tilfredse brugergruppe (Kulturministeriet, 2009 og 2010). Da denne gruppe repræsenterer fundamentet for museernes fremtid, er det derfor væsentligt, at museerne forholder sig til, hvordan de kan udnytte den informationsog kommunikationsteknologiske udvikling til at imødekomme den digitale generations krav og forventninger til museernes kommunikation og museumsoplevelser, så museerne kan vedblive at være relevante. Brugerundersøgelserne forholder sig imidlertid kun til de traditionelle brugergrupper og slet ikke til, hvad der kendetegner denne nye generation, som adskiller sig afgørende fra museernes traditionelle brugere.